af Elmira Gyul, Prof. DSc, Silk Road International Research Institute, Uzbekistan. Original artikel er oversat til dansk af Jozan Magazine.
For en måned siden blev den første internationale tæppefestival afholdt i Baku – en af verdens hovedstæder for tæppevævning. Det var ingen tilfældighed, at Aserbajdsjan blev valgt som værtsland: nationen er kendt for sine rige tæppetraditioner, som i århundreder har været en integreret del af landets kulturarv.
Festivalen blev arrangeret af Azerkhalcha og samlede ikke kun tæppevævere, som præsenterede deres værker, men også forskere, som på åbningsdagen holdt foredrag og delte deres nyeste forskning.
Den 3. og 4. maj var de gamle gader i Icherisheher – Bakus historiske kerne – fyldt med farvestrålende tæpper og tekstiler fra forskellige lande. Det var en festival for håndværk og skønhed, der tiltrak hele byens opmærksomhed og efterlod et uforglemmeligt indtryk med sin levende atmosfære og kulturelle mangfoldighed.
Uzbekistan var repræsenteret på festivalen af Hadicha Rakhmonkulova, en væver fra Boysun. Hendes deltagelse var ikke tilfældig. Boysun er en særlig region, der er optaget på UNESCOs liste over menneskehedens immaterielle kulturarv. Her lever tæppetraditionerne stadig, og det lokale Uzbek-Kungrat-samfund fortsætter med at væve klassiske usbekiske tæpper – herunder de berømte broderede “enli”-tæpper, som i århundreder har været en fast del af bryllupper og højtider. Hendes tilstedeværelse blev et symbol på bevarelsen af Uzbekistans rige tæppearv.
I dag er tæppekunsten i Uzbekistan mere aktuel end nogensinde. Interessen vokser – fra staten, internationale organisationer, investorer og ikke mindst fra væverne selv.
Men denne vækst bringer også udfordringer. En af de største bekymringer er tabet af autenticitet til fordel for kommercielle krav. Gamle mønstre og teknikker forsvinder langsomt og erstattes af overfladisk visuel “støj”.
En særlig bekymring er masseproduktionen af silkegulvtæpper i et land, der historisk har produceret uldtæpper. Dette skifte er drevet af markedskræfter, ikke tradition, og risikerer at forvride tæppets kulturelle identitet.
Derfor er det i dag ikke nok blot at producere tæpper – det kræver forståelse for tradition og respekt for kulturarv. Mange mestre mener, at markedet er mættet, og at der er behov for kulturelt unikke produkter med tydelig identitet – både lokalt og internationalt.
Der er allerede taget skridt i denne retning. I regioner som Boysun og Karakalpakstan værner vævere stadig om gamle mønstre. Blandt dem er Altynai Naubetova og Gulnara Embergenova fra Nukus, der viderefører traditionen med respekt og viden.
Samtidig ses en tendens til modernisering. Det ses fx hos værksteder som “Tikuuchi Anoragul” i Shakhrisabz og “Aysanem” i Nukus, som kombinerer håndværk med moderne designfilosofi.
I Khiva blev der med støtte fra UNESCO oprettet et værksted, hvor tæpper inspireret af byens keramiske mønstre produceres. Disse nye designtraditioner kaldes “naksh-stil”, fra det arabiske ord for “mønster”.
En anden tendens er brugen af ikat-mønstre i tæpper. Det ses blandt andet på “Yedgorlik”-fabrikken i Margilan, Ferghana-dalen, hvor ikatmønstre bliver vævet som gulvtæpper.
Også suzani-mønstre vinder frem i tæppevævning. Suzani-broderiet er en stolt del af Uzbekistans kultur og nu også en inspirationskilde for moderne tæppedesign.
Disse forskellige stilarter – klassiske, moderne, naksh, ikat og suzani – bidrager til at forny tæppet som kulturelt udtryk, både i hjemlandet og internationalt.
Om disse tendenser bliver varige, vides ikke, men det er tydeligt, at Uzbekistans tæppetradition rummer både en rig fortid og et stort potentiale. Landets vævere formår i stigende grad at forene historie og innovation – og bringe tæppekunsten ind i en ny æra.
Elmira Gyul, Prof. DSc, Silk Road International Research Institute, Uzbekistan