af Lars N. Nygaard
I 1904 blev en vikingegrav udgravet i Vestfold, cirka 100 km sydvest for Christiania (nu Oslo). Gravhøjen var 40 meter bred og 4 meter høj. Under ledelse af den svenske arkæolog Gabriel Gustafson blev der fundet et 21 meter langt vikingeskib fra omkring år 820 e.Kr., nedbegravet i 834. Skibet indeholdt levningerne af to kvinder og rigt udsmykkede gravgaver. Stedet blev kendt som Oseberg, opkaldt efter den nærliggende gård.
Omkring masten fandtes et kammer af træ, hvor hundreder af tekstilfragmenter blev opdaget – beklædning, sengetøj, husholdningsartikler – bevaret ved en tilfældighed i over 1.000 år. Dengang havde man ingen erfaring med at konservere så skrøbeligt materiale. I dag opbevares tekstilerne på Vikingskibsmuseet i Bygdøy, Oslo. Et nyt og større museum er under opførelse og forventes åbnet i 2027.
Fundene omfattede over 80 fragmenter af smalle billedtæpper, tæt dekoreret med dyr, mennesker, skibe, vogne og bygninger. Nedbrydningen af tekstilerne var omfattende. Alligevel erkendte arkæologerne deres betydning. Den første væsentlige publikation om tekstilerne udkom i 1940, redigeret af Margareta Nockert og Arne Emil Christensen, som bind fire i Oseberg-serien.
I sin bog fra 2019, The Oseberg Tapestries, foreslår arkæolog og professor Marianne Vedeler, at vævningerne blev fremstillet af kvinder fra høje samfundslag – kvinder med tid og ressourcer, støttet af tjenere eller slaver. Det bredeste bevarede bånd er kun 23 cm, vævet i uld med organiske fibre som hør og brændenælde, som siden er rådnet bort.
Scenerne er stadig delvist mystiske, men omfatter optog, slag, krigere, hængte mænd, pile og spyd – billeder dybt forbundet med vikingeliv og mytologi.
Katherine Larson nævner i The Woven Coverlets of Norway (2001), at billedvævning udviklede sig som kunstform i middelalderens Europa gennem kontakt med Mellemøsten. Hun illustrerer dette med en græsk vase fra 600 f.Kr., der viser en opstadsvæv – også brugt i Norge.
Aase F. Bay Sjøvold var en norsk museumsinspektør og forsker i tekstil og dragt. Hun var leder af tekstilafdelingen på Kunstindustrimuseet i Oslo fra 1968. Hendes teori støttede professor Vedelers om den orientalske oprindelse af visse motiver i Norges tidlige billedvævninger. Da vi havde vores udstilling af baluchvævninger og tæpper i 2023, postede vi dette klip fra hendes bog «Norsk Billedvev» fra 1976.
Der findes mange veldokumenterede kilder om vikingernes rejser med skib over Middelhavet til Miklagard/Konstantinopel. De sejlede også over Østersøen og nåede Sortehavet ved delvist at trække skibene over land ad russiske floder. Ligeledes sejlede de op ad Seinen og belejrede Paris, og op ad Guadalquivir-floden i Spanien, hvor de plyndrede byer.
Norske billedvævninger havde ofte bibelske motiver, ligesom dem der blev fremstillet i resten af Europa i samme periode.
Billedvævning blomstrede under renæssancen, især i Frankrig og Nederlandene (1400–1600), støttet af kongelige og adelige mæcener. Motiverne var bibelske eller mytologiske, ofte inspireret af kirkemalerier eller stik. Som Larson bemærker, bragte professionelle vævere, der migrerede til Skandinavien, renæssancens realisme med sig.
Den ældste kendte billedvævningsteknik i Norge er det såkaldte Baldishol-tæppe, dateret til 1040–1190 e.Kr. og nu i Nationalmuseet i Oslo. Det blev fundet under nedrivning af en kirke i 1879, hvor det havde ligget begravet i ler og jord i århundreder. Da det blev renset, afsløredes stærke farver og fine detaljer. Det viser to figurer, der repræsenterer april og maj, og var sandsynligvis del af et helt kalendersæt. Baldishol-tæppet deler mange detaljer med Bayeux-tapetet, bl.a. dragter og seletøj.
Det er usikkert, om Baldishol blev vævet i Norge – der er ikke fundet lignende eksempler fra den periode. Andre norske billedvævninger optræder først efter slutningen af 1500-tallet.
Bayeux-tapetet, også fra omkring 1070 e.Kr., er 70 meter langt og viser Vilhelm Erobrerens invasion af England. Det markerer et vendepunkt, hvor vikingernes dominans ophørte.
Mindre billedvævninger med klassiske motiver blev populære i det 20. århundrede, både professionelt og som håndarbejde. Den norske Husflidsforening (DNH) distribuerede værker med religiøse motiver som The Wise and Foolish Virgins. Et andet værk fra samlingen, dateret til 1600-tallet, viser Salomes dans og Johannes Døberens halshugning, kombineret med en tilbedelsesscene og en mystisk figur, der flygter på et æsel – muligvis Josef.
Tekst på mange billedvævninger er ofte ulæselig. De fleste mennesker dengang var analfabeter, og inskriptionerne var ofte dekorative eller meningsløse.
Omkring 1600-tallet blomstrede vævningen i landområder som Gudbrandsdalen og enkelte andre steder. Denne opblomstring skyldtes en blanding af udenlandske påvirkninger og gamle norske traditioner, især praksissen med tjelding – at dekorere trævægge med vævede billeder.
I middelalderens folketro blev vævere ofte set som mægtige og mystiske skikkelser. De kunne forudse begivenheder, påkalde sygdom eller åbne gravhøje. De bar mundtlige traditioner videre, og deres værker kunne være både hellige og skræmmende i et samfund med begrænset adgang til visuelle medier.
Selv efter reformationen bevarede billedvævningen sin magiske betydning. Retsprotokoller viser, at mindst to kvinder, der blev brændt som hekse i slutningen af 1500-tallet, havde tilknytning til vævning.
En vævning fra 1900-tallet viser en middelalderridder og to kors, som muligvis refererer til tvillingekirkerne i Hadeland eller domkirken i Skara. En beslægtet vævning fra 1600-tallet findes i dag på Nationalmuseet (N.M. 35456).
Ifølge Thor B. Kiellands monumentale værk Norsk Billedvev 1550–1800 findes der omkring 1.300 bevarede billedvævninger i Norge, de fleste fra landdistrikterne. Kun 50 er urbane og klart forbundet med udenlandske traditioner. Resten afspejler lokale udviklinger mellem 1600 og 1800. Kielland argumenterer overbevisende for, at renæssancens vævekunst i Norge blandede importerede stilarter med ældre hjemlige traditioner. Denne hybridform fulgte også med i udviklingen inden for arkitektur, billedskæring og mode. Selvom ingen middelalderlige norske billedvævninger er bevaret i deres helhed, lever arven videre i de bemærkelsesværdige værker fra 1600-tallet.
Lars N. Nygaard
Litteratur- og billedkilder:
- Detail of the Bayeux Tapestry – 11th Century. The city of Bayeux – France.
- Marianne Vedeler Oseberg-De gåtefulle billedvevene. Spartacus Forlag as-Sap- Scandinavian Academic Press 2019.
- Lars N Nygård and Jan Eskeland-«Baluch» 2023. A fully illustrated catalogue from the exhibition in the logged barn at Nyfossum-The Cobalt museum. Åmot. Private release.
- Norsk Billedvev-1976. (Norwegian figural weave) Aase Bay Sjøvold.
- The Woven Coverlets of Norway. Katherine Larson. University of Washington Press. 2002.
- Thor B Kielland- Norsk Billedvev 1550-1800. I-III. Gyldendal Norsk Forlag. Published by The Arts- and Crafts Museum in Oslo 1955.
- *Helen Engelstad-Dobbeltvev i Norge. Gyldendal Norsk Forlag. 1958.
Lars N. Nygaard Orientalske Tepper, Teppeforum, Gamle Drammensvej 40, 1369 Stabekk, Norway – email: carpetlars@hotmail.com
Note: Oversat og redigeret af Jozan Magazine efter aftale med Lars N. Nygård